Klimacertificeringer

Kaffebranchen har i årevis anvendt certificeringer som et effektivt værktøj til at sikre transparens for forbrugerne. Hver certificering har sine egne mærkesager og regelsæt, der kan kvalificere et produkt til at bære en given mærkning på emballagen.

De mest anvendte og kendte certificeringer i Danmark er Økologimærker samt Fairtrade-mærket og Rainforest Alliance. Disse mærker har i årevis givet kunderne mulighed for at vælge en kaffe, der er dyrket ansvarligt og bæredygtigt.

Certificeringer er kundens garanti for, at varen lever op til de respektive standarter. Samtidig gør flere af organisationerne bag certificeringerne et stort arbejde for at uddanne producenterne om konsekvenserne af klimaforandringerne og vigtigheden af at have fokus på en bæredygtig omstilling af kaffeproduktionen. 

Kaffe behøver dog ikke at være certificeret for at være dyrket socialt og miljømæssigt ansvarligt. I arbejdet for at opnå en mere ansvarlig og bæredygtig produktion har flere virksomheder anvendt egne pejlemærker og opnået samme grad af forbedringer, og i stedet for at betale penge for 3. parts certificeringer er pengene gået til bonden og producenten.

Ny mærkning på vej

Der kommer nye certificeringer i fremtiden. I løbet af 2025 lancerer Fødevarestyrelsen et nyt klimamærke, som skal hjælpe forbrugeren med at vælge fødevarer med et lavere klimaaftryk, når de handler. Samtidig skal det understøtte og fremme en global fødevareproduktion med en lavere klimabelastning. Klimamærket er også et bidrag til Danmarks realisering af FN’s Verdensmål nr. 12 der skal sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer.

Er du lærer?

Dansk Kaffeinformation stiller gratis tværfagligt undervisningsforløb om kaffe til rådighed. Materialet er udviklet til fagene: geografi, biologi, samfundsfag og historie. Eleverne stifter i arbejdet med materialet bekendtskab med bl.a. handel og råvarer, sundhed, dyrkning og høst samt kaffens historie og rolle i samfundet.