Da Anden Verdenskrig brød ud, var kaffen blevet Danmarks nationaldrik nummer et, og på verdensplan indtog vi en tredjeplads. Ifølge den lille, fine bog Kaffe fra 1925 af tidligere plantagebestyrer J. Hagen opgjordes gennemsnitsdanskerens forbrug i 1913 til 12,85 pund, og efter krigen i 1921 når det op på 13,19 – i verden kun overgået af Sverige og Cuba.
Længe før besættelsen var det begyndt at stramme til. Verdenskrisen og dramatiske prisfald på dansk smør og flæsk havde ført til en regulering af udenrigshandlen. Staten bestemte, hvem der måtte importere hvad og fra hvilke lande. Senere generede krigen mellem England og Tyskland dansk eksport og truede valutareserverne. Myndighederne frygtede, at hamstringsbølger skulle skabe knaphed på varer. Der blev oprettet et planøkonomisk system under Valutacentralen, der skulle holde øje med forsyningssituation og priser. Der blev også oprettet en række udvalg og nævn for de enkelte varegrupper. De bestod af embedsmænd og ledende branchefolk, og de havde vidtgående beføjelser.
For kaffen betød det rationering fra begyndelsen af 1939. Filosofien var, at skruen skulle strammes i al stilfærdighed, så befolkningen vænnede sig til de nye betingelser. Men ret hurtigt lukkede tyskerne helt for kaffeskibene fra Brasilien og andre steder. Man måtte tære på lagrene, og fra 1. januar 1942 var rationen nede på nul gram.
For mange blev kaffen noget af det, de savnede mest i krigsårene – og måske havde sværest ved at tilgive besættelsesmagten. Det var også år, hvor sortbørshandlere voksede sig fede. Prisen på kafferationeringsmærkerne på sortbørsen betød, at kaffen reelt kostede 335-400 procent over almindelig høkerpris. Det var langt mere end sortbørs-overprisen på f.eks. koks eller sukker og afspejlede, at kaffen virkelig var svært at få fat i. Blæksprutten trykte i sin årgang 1942 et lille madleksikon, hvor ordet kaffe slet og ret blev gjort til synonym for „vandfarve”.
Det var naturligvis hårde år for hæderlige kaffehandlere. Oven i købet måtte de lide den tort at se deres lovlige lagre konfiskeret af myndighederne og fordelt til mere værdigt trængende, f.eks. beboere på plejehjem. Irmas grundlægger, Carl Schepler, døde af et hjerteslag i 1942, da staten beslaglagde hans kaffelager.
Ovenstående afsnit er et uddrag (s.108-109) af bogen ”Livet er ikke det værste man har – Kaffens kulturhistorie i Danmark 1665-2015” (2007) venligst udlånt af Jacob Andersen.