Efter krigen blev kaffen i stigende grad også noget, man drak på arbejdet. Kaffepausen er som begreb opfundet af den amerikanske kaffeindustri og kan således betragtes som et af de absolut elskværdigste udslag af amerikansk kulturimperialisme.
Den indsigtsfulde Mark Pendergrast har i bogen Uncommon Ground beskrevet, hvordan „The Pan America Coffee Bureau” igennem flere år brugte 2 millioner dollars årligt på at udbrede det nye koncept via radio, aviser og magasiner. Mottoet var: „Give yourself a coffee-break – and take what coffee gives you.”
Hvornår kaffepausen præcis dukkede op på danske arbejdspladser vides ikke med bestemthed. Det skete sikkert drypvis. Før krigen var pauser ikke noget, man ruttede med på arbejdspladsen, typisk var der en enkelt pause i løbet af den lange arbejdsdag. Undertiden havde arbejdsgiveren en vagt posteret foran toilettet på de store arbejdspladser for at undgå, at arbejderne faldt i staver – eller i søvn – på tønden. Beretninger fra Arbejdstilsynet i 1930’erne tyder på, at det ikke var ualmindeligt at finde arbejdere, der sov i forvredne stillinger rundt om i fabrikken. De var ikke powernappere, men væltet omkuld af udmattende eller ensidigt arbejde. Undertiden med tragiske følger.
Kaffepausen har været et udmærket svar på problemet. At koffein gør folk mere vågne og nedsætter risikoen for ulykker veldokumenteret.
Det var i øvrigt også i 1950’ernet en anden amerikansk påvirkning, tayloriseringen, nåede til dansk industri. Rationaliseringseksperter med stopure fulgte arbejdernes mindste bevægelse og foreslog effektivisering af arbejdsgangen. Akkordlønsystemer begyndte at dukke op. Kaffen kan godt have gjort rationaliseringen lettere at sluge for arbejderne, ligesom akkordsystemet har gjort det lettere for arbejdsgiveren at indrømme arbejderen et kaffe- og pusterum.
Ovenstående afsnit er et uddrag (s.138-140) af bogen ”Livet er ikke det værste man har – Kaffens kulturhistorie i Danmark 1665-2015” (2007) af Jacob Andersen.