Eller rettere: Arbejderne. Pausen var kollektiv og blev gerne brugt i fællesskab, også undertiden med snak, der ikke huede arbejdsgiveren.
Fænomenet kendes også i dag, hvor kaffemaskinen eller -automaten ofte er midtpunkt i en zone, hvor medarbejdere kan sige noget af det, de ikke rigtig får sagt på de egentlige møder. Også i virksomheden er kaffen således med til at skabe frirum for medarbejdere.
Det er vokset gradvis. Hen imod århundredets slutning er det blevet en pointe i sig selv at skabe plads for hele medarbejderen. Han er ikke længere en vare, der skal bruges, men en investering, der skal plejes, og som det kan være kostbart at miste. Medarbejderen skal føle sig hjemme i virksomheden. Han skal føle, at virksomheden respekterer ham som menneske. Skellene mellem arbejde og fritid bliver mere flydende. 40 procent af de arbejdende i Kaffeklubbens forbrugerundersøgelse fra 2006 oplyser, at de har adgang til et caféområde på deres arbejdsplads.
Ovenstående afsnit er et uddrag (s.140-141) af bogen ”Livet er ikke det værste man har – Kaffens kulturhistorie i Danmark 1665-2015” (2007) af Jacob Andersen.