Det var i de arabiske lande, at man begyndte at riste kaffebønnerne og lave en kaffedrik ☕️. Havnebyen Al Mocka i Yemen 🇾🇪 blev verdens første kaffecentrum, og det var herfra, den fine kaffesort mokka kom. Det skete formentlig i begyndelsen af det 14. århundrede.
Kaffen fik status som en religiøs drik, der kunne sørge for, at de fromme selv om natten kunne hengive sig til bøn. Den opkvikkende drik blev også brugt som medicin og ved ceremonier. Ifølge Koranen må muslimer ikke drikke alkohol, og den opkvikkende kaffe blev et populært alternativ.
Omkring år 1470 blev kaffe så populær, at de første kaffehuse, kaldet qahveh khaveh, blev åbnet i Mekka. Her mødtes almindelige mennesker i kaffehusene for at diskutere, spille skak og høre musik. Da kaffehusene var centrum for den politiske debat, forbød præsterne både kaffe og kaffehusene adskillige gange i de følgende årtier. Hver gang dukkede der igen nye kaffehuse op.
I Yemen blev folk opfordret af myndighederne til at drikke kaffe i stedet for at tygge knopper og blade fra planten kath. Den har en euforiserende virkning men også store bivirkninger.
Kaffen kommer til Europa
Rygtet om ”Arabiens vin”, som kaffen blev kaldt, begyndte at sprede sig ud over de arabiske landes grænser. Det var handelsrejsende fra Venedig, der som de første bragte kaffen til Europa i 1615. Også her blev kaffen fordømt af præsterne, og pave Clement VIII (1535-1605) blev bedt om at forbyde drikken. Inden han besluttede sig, valgte han selv at smage. Han syntes så godt om kaffen, at han i stedet for at forbyde den, gav den sin pavelige velsignelse og sagde: ”Når kaffe er så delikat en drik, vil det være en synd og skam, hvis det kun var de vantro, som kunne gøre brug af den.”
Kaffens popularitet blev udbredt i hele Europa i det 17. og 18. århundrede. Man mener, at kaffen for første gang kom til Danmark i begyndelsen af 1660’erne.