Handel med kaffe

Tekster

Handel med kaffe

Efter kaffen er høstet, skal den fra Vietnam 🇻🇳, Brasilien 🇧🇷, Colombia 🇨🇴, Etiopien 🇪🇹 eller et helt femte land alt efter, hvor den er produceret. For at den kan komme til Danmark 🇩🇰 eller et andet land, hvor forbrugerne står parat til at købe den færdige pose eller kop kaffe, skal kaffeproducenterne have den solgt. Der findes forskellige måde at afsætte sin produktion, og i denne tekst vil du blive introduceret for nogle af de mest grundlæggende begreber inden for den internationale handel med kaffe.

 

 

Kaffebørsen
Det meste af den kaffe som importeres til Danmark kommer direkte fra producentlande som Vietnam og Brasilien. På verdensplan er kaffen i høj kurs, hvor de dyrebare bønner handles på børsen i New York og London.

 

Kursen og prisudviklingen på børserne har stor betydning. En vejrmelding med udsigt til frost i Brasilien kan omgående få priserne til at gå amok. Samtidig kan udsigten til mangel på kaffen på grund af en lille høst få spekulanterne til at byde prisen op på et niveau, som betyder højere kaffepriser i detailhandlen. Generelt afhænger kaffepriserne af udbud og efterspørgsel, hvilket varierer fra dag til dag.

 

Målt i værdi er kaffe verdens anden stærkeste handelsvare:

  • Olie
  • Kaffe
  • Tøj
  • Sukker
  • Gummi

 


Udbud og efterspørgsel
Der er mange faktorer, som spiller ind på den pris, forbrugeren skal betale for et kilo kaffe. Varens pris fastsættes ikke kun efter forhandlinger mellem sælger og køber, men også̊ ud fra de mængder råkaffe, der udbydes på markedet. Ændringer i forbrugsvaner, en god eller dårlig kaffehøst, strejker eller generel mangel på råvarer påvirker i høj grad prisen.

 

 

Mange får en bid af kaffebønnen
Som ved al anden handel gælder det om for sælgeren at sælge så dyrt som muligt, og for køberen at købe så billigt som muligt. I dette tilfælde er sælgeren kaffeproducenten og køberen forbrugeren.

 

Før kaffen er nået fra producent til forbruger, skal den igennem mange led. Den skal transporteres fra plantagen til opkøberen, lagres i store haller, fragtes med skib eller fly, lastes, transporteres til kaffefirmaet, forarbejdes, pakkes, transporteres til forhandleren og udstilles. Først da kan man bese varen og vælge den kaffe, der passer bedst. Herefter bæres kaffen hjem i køkkenet, hvor bønnerne endelig kan blive til en dejlig kop varm, duftende kaffe.

 

Alle disse handelsled skal hver især have deres del af fortjenesten: kaffebonden, opkøberen, mellemhandleren, børsmægleren, skibsrederen, importøren, transportfirmaet, forhandlerne og ikke mindst staten.

 

Den der tjener mindst, er mærkeligt nok kaffebonden, som har slidt og slæbt for at dyrke den bedst mulige råvare. Staten tjener mest. I Danmark får den danske stat cirka 35 % af en pakke kaffes pris i form af moms, told og afgifter.

 

 

Fair handel og bæredygtighed
Kaffe bliver produceret i lande med meget anderledes arbejds- og levevilkår end i Danmark og mange vestlige lande. I 90’erne kom der et øget fokus blandt vestlige forbrugere på at sikre bedre vilkår for arbejderne på kaffeplantagerne. Senere har forbrugerne også fokuseret på miljøhensyn i kaffeproduktionen.

 

For at hjælpe forbrugerne med at vide, hvad det er for et produkt, de køber og hvilke vilkår, produktet er produceret under, har flere organisationer lavet mærkninger. Hvert mærke er en garanti for nogle bestemte vilkår i forhold til f.eks. arbejdsmiljø, produktionsvilkår og klimapåvirkning. De tre største mærker er Fairtrade, UTZ og Rainforest Alliance, som alle arbejder for bedre forhold for miljø og arbejdere, men har forskellige fokusområder, de især lægger vægt på. De har samtidig også forskellige måder at stille krav på for at opnå deres mål.

 

 

Hos Fairtrade er målet gennem handel at forbedre arbejds- og levevilkårene for bønder og arbejdere i Afrika og Asien samt Syd- og Mellemamerika. Fairtrade hverken køber eller sælger varer, men står for at mærke produkter, der lever op til Fairtrade-standarderne. Fairtrade informerer desuden forbrugere om mærkningsordningen og arbejder for, at varerne er tilgængelige for så mange forbrugere som muligt.

 

Kaffebønderne i mærkningsordningen er primært organiseret i kooperativer, der minder om den danske andelsbevægelse. Fordelen er blandt andet, at de derved kan levere større partier af råvarer. Når kaffe bærer Fairtrade-mærket, betyder det, at bønderne får en bedre betaling. Hvis eksempelvis verdensmarkedsprisen dykker, tjener bønderne stadig en minimumspris, som dækker, hvad det koster at dyrke råvaren på bæredygtig vis. Hvis verdensmarkedsprisen går op over mindsteprisen, følger Fairtrade-prisen med op. Derudover tjener de en Fairtrade-bonus, som bønderne i fællesskab bestemmer over. Nogle vælger at bygge en skole eller en sundhedsklinik. Andre investerer i forbedring af dyrkningsmetoder. Kooperativerne skal leve op til Fairtrades krav om en bæredygtig produktion, miljøhensyn og respekt for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Udover kaffe arbejdes der også med Fairtrade-mærkning inden for bananer, honning, juice, kaffe, kakao, chokolade, mango, ris, rørsukker, te, vin og vindruer.

 

Er et produkt Rainforest Alliance-mærket, er producenten ikke sikret en minimumspris. Producenterne skal dog leve op til krav, der især sætter fokus på miljø, forurening, dyrebeskyttelse, spild af ressourcer, men også arbejdsforhold, uddannelse og minimumsløn for arbejderne.

 

UTZ-mærket arbejder heller ikke med en minimumspris, da man tror på, at vejen til en bedre pris er gennem et bedre produkt. Målet er, gennem uddannelse, træning og krav, at få et større høstudbytte samtidig med, at produktionsomkostninger bliver lavere. For at få UTZ-mærket skal producenterne leve op til krav, der skal sikre bedre landbrugs- og handelsteknikker og bedre forhold for miljø og medarbejdere.

 

I 2019 bliver Rainforest Alliance- og UTZ-mærkerne slået sammen, og der kommer et fælles sæt krav.

 

 

Direct-Trade
For en række danske og internationale kafferisterier har de eksisterende mærkninger, der skal sikre gode forhold ikke været nok. De har derfor fravalgt kaffebørserne og prioriteret den personlige kontakt, hvor de besøger og køber kaffebønner direkte af bønderne. Mellemhandlerne er derfor enten nøje udvalgte eller skåret væk. Samtidig har de fleste forpligtet sig til at betale en højere pris end gennem Fairtrades minimumspris og heraf sikret sig, at den højere pris når helt ud til kaffebønderne. Den personlige relation mellem risteri og producent betyder dog ofte, at der er en naturlig begrænsning på,hvor store mængder kaffe der kan produceres og sælges. Med Direct-Trades krav om besøg hos kaffeproducenterne sikrer risterierne sig, at pengene går til de rigtige samtidig med, at de kan få en forståelse for producenternes leve- og arbejdsvilkår. Flere risterier, der bruger Direct-Trade til at købe kaffe, benytter også besøgene til at snakke med producenterne om arbejdsmetoder, der kan udvikle kaffens smag og kvalitet. Direct-trade er ikke en mærkningsordning som UTZ, Rainforest Alliance eller Fairtrade-mærket, men kan bedre beskrives som en bestemt måde at arbejde på.